Vidensportal
Skift til Econet

Lommeaskebægeret


Når det handler om at reducere mængden af henkastet affald i Danmark, spiller vi alle en vigtig rolle. Vi har hver især et ansvar for det affald, vi efterlader i vores hverdag, og hvis der findes en løsning, der gør det nemt at træffe det rigtige valg, øges chancen for at skabe varige forandringer. Lommeaskebægeret er en del af løsningen på et samfund uden henkastede skod i naturen og i bymiljøet.

Siden etableringen af Hold Danmark Rent i 2008 har organisationen arbejdet målrettet for at udbrede brugen af lommeaskebægre blandt rygere i hele Danmark. Løsningen har været anvendt af blandt andre festivalarrangører, kommuner, virksomheder og borgere som et enkelt redskab til at forebygge, at cigaretskod ender på gader, strande og i naturen.

Men hvad er det egentlig, man får i hånden, når man modtager et lommeaskebæger? Helt konkret er det en lille plastkuvert på 8 x 8 centimeter, som er foret med en brand- og lugthæmmende innerliner. Den gør det muligt at opbevare op til 25 skod, indtil de kan afleveres i en skraldespand. Kuverten lukkes med en trykknap, så skoddene bliver inde i beholderen og ikke ender som affald i omgivelserne.

Gennem årene er Hold Danmark Rent gentagne gange blevet spurgt, om lommeaskebægrene virker efter hensigten. Svaret er klart: Ja, det gør de. Erfaringerne fra de mange initiativer, hvor løsningen har været en del af indsatsen mod henkastede skod, viser, at et enkelt og tilgængeligt værktøj kan gøre en mærkbar forskel.

En større undersøgelse fra Belgien, gennemført af Hold Danmark Rents søsterorganisation Mooimakers, understøtter dette billede. Analysen viser, at rygere gerne vil anvende en enkel løsning som lommeaskebægeret, når de har adgang til den. Der er derfor meget, der tyder på, at resultaterne også vil kunne genkendes i en dansk sammenhæng.

 

 

Analysens hovedkonklusioner

  • Der er en konkret udfordring med henkastede skod, idet 2 ud af 3 rygere mindst en gang om ugen befinder sig i en situation, hvor de ikke kan bortskaffe deres skod på ansvarlig vis i enten en skraldespand eller et askebæger. Selvom analysen viser at 4 ud af 5 rygere forsøger at være ansvarlige med deres skod, så indrømmer 41% at de godt kan finde på at smide deres skod på gaden hvis der ikke er en skraldespand eller et askebæger til rådighed.

 

  • Halvdelen af de adspurgte rygere i analysen kendte i forvejen til lommeaskebægeret og 3 ud af 10 har anvendt et indenfor det sidste år.

  • Den anden halvdel af de adspurgte kendte ikke til løsningen, men 50% af dem ville tage imod et lommeaskebæger hvis de fik muligheden.

  • De rygere, som allerede anvender lommeaskebægeret, er meget tilfreds med anvendelsen. Her nævnes i særlig grad en høj brugervenlighed, at det kan lukkes på forsvarlig måde og at det har en lang holdbarhed – op til 5 år.

  • Analysen viser et enormt potentiale når det kommer til en større udbredelse af lommeaskebægeret. Den helt store udfordring i den sammenhæng er at lommeaskebægre ikke er tilgængelige igennem den almindelige dagvarehandel. Dette er også gældende i Danmark.

Eksempler på kommuner vi besøgte i 2025