Hvis skraldet skal væk fra gaden og naturen, skal der en adfærdsændring til hos en stor del af danskerne. Det kræver en langsigtet indsats på mange fronter. Hold Danmark Rent bruger en positiv tilgang med nye skraldeløsninger og humor som den røde tråd.
Vi tror på, at oplevelser skaber viden - og at viden ændrer adfærd. Derfor forsøger vi på mange forskellige måder - via vores projekter, kampagner og værktøjskasser - at få folk til at stoppe op og tænke over, hvad det er, de gør, når de smider affald fra sig.
Aktiviteter sættes først i gang, når vi har sikret os en viden om problemet. Det sker blandt andet via analyser af danskernes skraldeadfærd og via specialviden fra vores mange samarbejdspartnere.
Partnerskaber er nøglen
Hold Danmark Rent arbejder i partnerskaber med for eksempel virksomheder, kommuner, regioner og organisationer. På den måde samler vi kræfterne og opnår derved en bredere viden om adfærd og løsninger, en bedre økonomisk fundering - som gør gode kampagner og aktiviteter mulige - samt flere kommunikationsplatforme. På den måde kan vi både ramme specifikke målgrupper og lokalt såvel som landsdækkende.
Vil du være med?
Er der nogle af projekterne, du/I kunne tænke jer at være med i eller på anden måde bidrage til, så kontakt gerne projektlederen, som står under hver projektbeskrivelse. Måske har du også ideer, ressourcer eller samarbejdsrelationer til et nyt projekt med fokus på et renere og dermed smukkere Danmark? Skriv eller ring til os på: kontakt@holddanmarkrent.dk / 70 21 44 14
Vi glæder os til at høre fra dig!



