Hver dag bliver der smidt store mængder af affald i både byer og natur, og kommunerne og Vejdirektoratet bruger hvert år mere end en halv milliard kroner på at fjerne henkastet affald. Store udgifter, der kunne bruges til mange andre gode formål.
Det anerkender regeringen i deres affaldsstrategi for 2009-12, og giver deres bud på en løsning af problemet:
”Det er vigtigt at være opmærksom på, at Hold Danmark Rent ikke løser problemerne alene. Det sker kun, hvis flere går sammen om det i det nye partnerskab. Både virksomheder, organisationer og kommuner skal engagere sig i Hold Danmark Rent. Både i form af et medlemskab af organisationen, men også ved at deltage i målrettede holdningskampagner i samarbejde med fx lokale virksomheder.”
Et samarbejde med Hold Danmark Rent opfylder altså på én gang flere mål: Opfyldelse af regeringens strategi samt store gevinster lokalt, da det vil være vejen frem mod en mere målrettet affaldsbekæmpelse. Det vil i sidste ende kunne ses som besparelser på renholdelsesbudgetterne.





