Hold Danmark Rent er et partnerskab mellem virksomheder, organisationer og det offentlige Danmark. Bagved etableringen af Hold Danmark Rent står: Dansk Retursystem, Bryggeriforeningen, FDB, Uno-X, Toms, McDonald's Danmark, Landbrug & Fødevarer, Friluftsrådet og Miljøministeriet.
Hertil kommer følgende myndigheder/organisationer, som har bidraget til det bagvedliggende analysearbejde: Vejdirektoratet, Skov- og Naturstyrelsen, Kommunernes Landsforening, Danmarks Naturfredningsforening og Dansk Skovforening.
Alle virksomheder, organisationer og kommuner kan blive støttemedlemmer af Hold Danmark Rent. Ved at blive medlem tager man et samfundsansvar og markerer en forpligtelse til at engagere sig i arbejdet for at gøre vores fælles omgivelser renere.
Alle privatpersoner kan for 100 kroner om året blive støtteven af Hold Danmark Rent.
Historie
Miljøministeriet nedsatte i 2006 en arbejdsgruppe af organisationer og myndigheder, der skulle undersøge problemet med henkastet affald og komme med anbefalinger til en løsning. Arbejdsgruppen fik foretaget en undersøgelse, der kortlagde problemet med henkastet affald og gav anbefalinger til at komme det til livs.
På baggrund af undersøgelsen anbefalede arbejdsgruppen at etablere en ny organisation, Hold Danmark Rent. En anbefaling miljøministeriet valgte at imødekomme i sommeren 2008. Han valgte herudover at støtte organisationen økonomisk i minimum de første 3 år.
Hold Danmark Rent handler om holdningsbearbejdning og viden, der kan hjælpe både det offentlige Danmark og virksomhederne med at udvikle løsninger, der er mere effektive til at holde Danmark rent. Hold Danmark Rent løser ikke problemerne alene. De løses kun, når flere går sammen i nye partnerskaber. Hold Danmark Rent tager initiativ til og koordinerer sådanne partnerskaber.
Finansiering af Hold Danmark Rent
Hold Danmark Rent finansieres af midler fra Dansk Retursystem og Miljøministeriet samt fra en kreds af stiftere. Desuden bidrager støttemedlemmer og støttevenner med et årligt beløb. Specifikke projekter og aktiviteter finansieres via partnerskaber med virksomheder, organisationer eller kommuner.
Hold Danmark Rent er en nonprofit socialøkonomisk netværksorganisation – dvs. de midler vi indtjener ved fx at sælge værktøjskasser, kampagner og relevante produkter går til at finansiere nye projekter og aktiviteter herunder også det frivillige arbejde.
2010