I skovens dybe stille ro… ligger der bunker af byggeaffald, møbler og gamle biler.
En stor aflæsning er, når private eller virksomheder vælger at køre store mængder affald ud i skoven eller andre steder og læsse det af her i stedet for at aflevere det på nærmeste genbrugsstation.
Der findes ikke tal for, hvor mange store aflæsninger, der hvert år foretages i Danmark, men en undersøgelse foretaget af Hold Danmark Rent viser, at skovejerne har store problemer med de store aflæsninger. Et flertal giver også udtryk for, at problemet er stigende.
De store aflæsninger, som ender langs statens veje, bliver fjernet af Vejdirektoratet. Kommunerne har ansvaret for renholdelse af alle andre veje. I begge tilfælde er det skattekroner, som i sidste ende løser opgaven.
Når store mængder affald læsses af i skovene, kan der være to scenarier. Sker det i Skov- og Naturstyrelsens skove, står staten for renholdelsen. Mens private skovejere selv må ud med handsker, sæk og trailer.
De kan i nogle tilfælde få udgifterne refunderet via en godtgørelsesordning hos Skov- og Naturstyrelsen, men de står under alle omstændigheder med både oprydningen og papirarbejdet selv.
I vores undersøgelse angiver skovejerne, at de især mener, at det er privat personer, der har tendens til at læsse store mængder affald af i skovene. De angiver at de ser mest af disse typer affald: Byggeaffald, indbo, haveaffald og biler.
Det er helt klart de få, der ødelægger det for de mange, for spørger man danskerne selv, om de kan finde på at smide affald fra sig i skoven, er det kun 2 %, der indrømmer, at det kan ske. I disse 2 % er også alle dem, som ”kun” smider affaldet fra picnicen eller lignende fra sig.
Læs hele rapporten om affald i skovene
I 2009-2010 har vi gennemført en række initiativer rettet mod affald i skovene (generelt – ikke kun mod store aflæsninger):
Læs mere om vores skovprojekter her.
Er du skovejer kan du i vores guide til skovejere både få gode råd til, hvad du gør, hvis du er så uheldig, at støde på en stor aflæsning i din skov samt til, hvordan du forebygger, at det sker i fremtiden.
Bøden for at smide affald afhænger af mængde, type, sted og ikke mindst om du er privatperson eller erhvervsdrivende. Små mængder affald – som for eksempel skovtursaffald - giver som udgangspunkt en bøde på 1.000 kroner. Store mængder affald udløser betydelig større bøder. Som privatperson vil du få en bøde på minimum 5.000 kroner, hvis du efterlader affaldet i naturen, mens bøden er på minimum 3.000 kroner, hvis du har efterladt affald i byen, på en parkeringsplads eller lignende. Er du erhvervsdrivende er bøderne højere – smider du store mængder affald i naturen kan du få en bøde på minimum 8.000 kroner, mens den er på minimum 5.000 kroner i byer og lignende. Taksterne gælder kun, hvis det er førstegangstilfælde – de vil altså være højere, hvis du gør mere end én gang. I sidste ende vil bødestørrelsen være en konkret afgørelse hos politiet eller domstolene.Lovgivning