Papir og pap

Omfang

Papir og pap udgør en stor del af det affald, som danskerne smider sig fra. Da kommunerne i foråret 2010 i samarbejde med Hold Danmark Rent kortlagde det henkastede affald, var knapt 9 % inden for kategorien ”Papir, pap og cigaretpakker”. Men det så mange gange værre ud i Vejdirektoratets kortlægning, hvor alle statens veje indgår (især motorveje og store hovedveje) – her udgjorde denne kategori godt 35 % af den samlede mængde affald (hertil kommer al fastfoodemballagen, som er i en kategori for sig selv).

Læs alle vores affaldsanalyser

 

Problem

Der ligger altså rigtig mange aviser, papkasser, cigaretpakker osv. rundt omkring, hvor de ikke hører til. Det ser grimt ud, det koster mange penge at fjerne – og får det lov at ligge, tager det naturen alt fra 3 måneder og op til 2 år at nedbryde.
Samtidig er papir og pap en ressource, som er nemt at genanvende. Der er altså mange træer, som ikke behøvede at blive fældet, hvis papir og pap altid endte det rigtige sted i stedet for som henkastet affald.

Læs mere om nedbrydning

 

Danskernes adfærd

 I en undersøgelse foretaget af Hold Danmark Rent viser det sig, at selvom danskerne ikke synes, det er i orden at smide papir og pap på gaden eller i naturen, så kan en del af dem godt finde på at gøre det en gang i mellem.

Således svarer knap 4 %, at de har smidt en avis fra sig, næsten 5 % har efterladt deres cigaretpakke, mens hele 10 % har glemt at tage papir med sig til nærmeste skraldespand.

Samtidig viser Hold Danmark Rents undersøgelse af danskernes adfærd i de danske skove, at 33 % af befolkningen, kan finde på at smide mademballage fra sig. En stor del af dette vil selvsagt også være papir og pap.

 

Det gør Hold Danmark Rent

Hold Danmark Rent har gennemført flere projekter, som fokuserer på henkastet affald generelt, og hvor papir og pap derfor også indgår:

Rene veje nu – en kampagne målrettet bilisterne.

Skovprojekt – via blandt andet Skovens Dag spredte vi budskabet om at tage alt det med ud af skoven igen, som man har taget med ind.

Skraldiaden – en skraldekampagne for de 5-8-årige. De gode vaner omkring skrald skal leges ind tidligt i livet. I Skraldiaden lærer børnene skraldehelten Reno at kende, som lærer dem, hvorfor det er vigtigt, at affaldet ender det rigtige sted. Forløbet er for institutioner og afsluttes med en musical opført af professionelle skuespillere.

Rent Kvarter – en såkaldt værktøjskasse til frivillige med redskaber, gode råd og vejledning til at få gjort has på det herreløse affald i boligområdet.

 

Hvad kan du selv gøre

Affald er en ressource. Det kan genbruges ved at blive opløst og lavet til papir igen. Husk derfor altid at aflevere papir og pap i de dertil indrettede containere i din boligforening eller på genbrugspladsen. Det redder samtidig en masse skove fra at blive fældet. 

Lovgivning

Bøden for at smide affald afhænger af mængde, type, sted og ikke mindst om du er privatperson eller erhvervsdrivende. Små mængder affald – som for eksempel skovtursaffald - kan som udgangspunkt udløse en bøde på 1.000 kroner.

Store mængder affald udløser betydelig større bøder. Som privatperson vil du få en bøde på minimum 5.000 kroner, hvis du efterlader affaldet i naturen, mens bøden er på minimum 3.000 kroner, hvis du har efterladt affald i byen, på en parkeringsplads eller lignende.

Er du erhvervsdrivende er bøderne højere – smider du store mængder affald i naturen kan du få en bøde på minimum 8.000 kroner, mens den er på minimum 5.000 kroner i byer og lignende. Taksterne gælder kun, hvis det er førstegangstilfælde – de vil altså være højere, hvis du gør mere end én gang.

I sidste ende vil bødestørrelsen dog være en konkret afgørelse hos politiet eller domstolene.