Det er ikke til at vide, hvor mange dåser, der bliver smidt i naturen, men ved Vejdirektoratets kortlægning af affald i foråret 2010 i samarbejde med Hold Danmark Rent var godt 10 % dåser ud af den samlede mængde affald.
En undersøgelse fra 2009 foretaget i Syd- og Sønderjylland viser desuden, at cirka 1 procent af alle dåser fra grænsehandlen bliver efterladt i det offentlige rum. Det betyder altså, at der hvert år bliver smidt 1 – 1,5 millioner tyske dåser på offentlige pladser, på strande, ved tankstationer, i affaldskurve eller i naturen. Millioner af dåser, der i stedet kunne have været genbrugt.
Som alt andet henkastet affald forskønner dåsen ikke oplevelsen af naturen eller byen. Mange dåser ender i grøftekanter eller på marker – her køres de på et tidspunkt over af en græsslåmaskine eller landbrugsmaskine, som hakker dåserne i småstykker. Disse metalsplinter ender desværre ofte i dyremaver, som rives op i værste fald dræber for eksempel køer eller heste.
Aluminium, som dåser er lavet af, er samtidig noget rigtig skidt for naturen. De kan ligge i op til 500 år, før de er nedbrudt.
Aluminium er en ressource. Ender dåserne hos Dansk Retursystem, som genanvender dem, vil der komme 88 nye dåser ud af 100 gamle. Ved at genanvende aluminium, sparer man op til 95 procent af den energi, der skal bruges til at fremstille nyt aluminium. Samtidig sparer man atmosfæren for mere end 9 tons CO2, når man genanvender 1 ton aluminium.
Knap 5 % af danskerne indrømmer i en analyse foretaget af Hold Danmark Rent, at de har efterladt dåser i byen eller naturen – også selvom undersøgelsen samtidig viste, at så godt som ingen synes, at det er i orden at smide lige nøjagtigt dåser fra sig. Der er altså i denne forbindelse i langt højere grad behov for en adfærdsændring i forhold til en holdningsændring.
I Syd- og Sønderjylland er omfanget af pantfri dåser særlig stort. Derfor gennemførte vi i 2009 et pilotprojekt i samarbejde med Esbjerg kommune for at få borgerne til at aflevere dåserne til genbrug.
Over en tre måneders periode blev både borgernes lyst til at aflevere dåser og økonomien i det for kommunen afprøvet. Det skete ved at et antal borgere i Esbjerg fik udleveret specielle poser til dåserne samt oplysningsmateriale om vigtigheden af genbrug. Herefter kunne de fyldte poser stilles ud på fortovet på specifikke opsamlingsdage, hvor Esbjerg Kommune sørgede for at afhente dem.
Målet er at få flere kommuner til at lave lignende ordninger.
Aflever altid alle dine dåser i enten en container til formålet (i din boligforening eller på genbrugspladsen) eller i en dagligvarebutik. Mange ved det ikke, men alle butikker med en returautomat er forpligtet til at tage imod alle slags dåser. Også dem uden pant. Butikker uden en returautomat er også forpligtet til at tage imod dem, hvis de selv sælger dåser.
Dåserne smeltes om og bliver igen til nye dåser. En enkelt genanvendt dåse sparer strøm, der svarer til den mængde strøm en computer bruger på en hel dag.
Er der ikke affaldssortering i din boligforening, så begynd at bearbejde bestyrelsen, så det bliver indført.
Du kan også sørge for, at der bliver startet en dåseindsamling på din arbejdsplads. Sidder man ved sit skrivebord og nyder en dåsecola kan det være fristende at smide den brugte dåse i skraldespanden. Løsningen behøver ikke være mere kompliceret end at sætte en papkasse op, hvor folk kan putte brugte dåser i. Herefter er det nemt fx en gang om måneden at tage dem med til en pantautomat – og evt. bruge pantpengene på kage til kollegerne!
Bøden for at smide affald afhænger af mængde, type, sted og ikke mindst om du er privatperson eller erhvervsdrivende. Smider du små mængder affald, kan du som udgangspunkt få en bøde på 1.000 kroner.
Store mængder affald udløser betydelig større bøder. Som privatperson vil du få en bøde på minimum 5.000 kroner, hvis du efterlader affaldet i naturen, mens bøden er på minimum 3.000 kroner, hvis du har efterladt affald i byen, på en parkeringsplads eller lignende.
Er du erhvervsdrivende er bøderne højere – smider du store mængder affald i naturen kan du få en bøde på minimum 8.000 kroner, mens den er på minimum 5.000 kroner i byer og lignende. Taksterne gælder kun, hvis det er førstegangstilfælde – de vil altså være højere, hvis du gør mere end én gang.
I sidste ende vil bødestørrelsen dog være en konkret afgørelse hos politiet eller domstolene.